Cirkulær økonomi står højt på dagsordenen hos både virksomheder, organisationer, myndigheder og forbrugere. En forudsætning for at danske virksomheder lykkes med de cirkulære forretningsmodeller er en bedre adgang til og brug af data.
Muligheden for at indsamle og udnytte data betyder, at danske virksomheder kan styrke deres forretning fx gennem effektivisering, reduktion af forbrug af ressourcer og optimering af processer. Det betyder også, at forretningsmodeller, der tager udgangspunkt i data, åbner for helt nye forretningsmuligheder. Der er allerede mange virksomheder, der gerne vil arbejde med de nye cirkulære forretningsmodeller – både for at leve op til kommende krav og for at styrke deres konkurrenceevne – men som mangler inspiration til at komme i gang. Det er på den baggrund, Dansk Standard har udarbejdet denne guide. Guiden henvender sig primært til SMV’er, men den kan anvendes af virksomheder i alle størrelser, der har behov for en introduktion til koblingen mellem cirkulær økonomi og data og behov for gode råd og værktøjer til at komme i gang med arbejdet.
I guiden finder du:
- Gode råd til, hvordan du som virksomhed bedst kommer i gang med at anvende data til at understøtte cirkulær økonomi og cirkulære forretningsmodeller
- Introduktion til de begreber der bruges om cirkulær økonomi og data baseret på internationale standarder og dansk praksis
- Overblik over relevante kommende og eksisterende standarder
- Kort overblik over relevant kommende og eksisterende lovgivning