Denne guide er designet til at hjælpe SMV’er med at navigere i det komplekse landskab af cybersikkerhed og de europæiske lovkrav.
Guiden giver en introduktion til de væsentligste lovkrav på cyberområdet – særligt NIS2-direktivet og Cyber Resilience Act – som kommer til at have stor indflydelse på danske virksomheder i de kommende år. Formålet med guiden er at give danske SMV’er inspiration og gode værktøjer til at komme i gang med at udarbejde en strategi for cybersikkerhed. Strategien skal sikre, at virksomheder har taget stilling til de kommende lovkrav.
Denne guide er udarbejdet i et samarbejde mellem Alexandra Instituttet, Force Technology og Dansk Standard. Guiden er udviklet i regi af Dansk Standards udvalg for cyber- og informationssikkerhed med støtte fra Erhvervsstyrelsen. Ambitionen er, at guiden kan bidrage til at klæde danske SMV’er på til at håndtere de kommende lovkrav fra EU i forhold til cyber- og informationssikkerhed.
Guiden henvender sig primært til SMV’er, men kan også være et brugbart værktøj for større virksomheder, der har brug for hjælp til at få et overblik over den kommende EU-regulering inden for cybersikkerhed og få hjælp til at efterleve kravene. Ambitionen med guiden er at kunne hjælpe SMV’erne med at styrke deres cybersikkerhed, opretholde deres kunders tillid og styrke deres konkurrenceevne.
Udover at gennemgå Cyber Resilience Act og NIS2-direktivet indeholder guiden en generel introduktion til lovkrav på cyberområdet, hvor koblingen til standarder og CE-mærkning også berøres.