Byggevareforordningen (CPR)

Byggevareforordningen, efter den engelske titel Construction Products Regulation (CPR), fastsætter harmoniserede regler for beskrivelse af egenskaber og markedsføring af byggevarer i EU. Ved udgangen af 2024 blev en revideret Byggevareforordning endeligt vedtaget, og denne er trådt i kraft 7. januar 2025.

Forordningen indeholder et fælles teknisk sprog til vurdering af byggevarers ydeevne og egenskaber. Det sikrer, at pålidelige oplysninger er tilgængelige for fagfolk, offentlige myndigheder og forbrugere, så de kan sammenligne ydeevnen for produkter fra forskellige producenter i forskellige EU-lande. CPR fastsætter reglerne, der bestemmer, at det er obligatorisk at CE-mærke byggevarer, som er omfattet af harmoniserede standarder, eller som har fået udstedt en frivillig Europæisk Teknisk Vurdering (ETA) for de byggevarer, som ikke er omfattet af en harmoniseret standard. CPR indeholder desuden krav til dokumentation af bl.a. en ydeevne- og overensstemmelsesdeklaration (DoPC), som er dokumentation for, hvordan byggevaren skal bruges samt dokumentation for byggevarens miljømæssige bæredygtighed.

Det reviderede CPR har et styrket fokus på varernes miljømæssige ydeevne og cirkulær økonomi for at nå målene i Handlingsplan for cirkulær økonomi og Den europæiske grønne pagt. I CPR præciseres, hvornår en genbrugt byggevare anses for at være bragt i omsætning igen og således vil være omfattet af reglerne i CPR. Da markedet for genbrugte byggevarer endnu ikke er modent, indeholder CPR en retning herfor, der skal baseres på langsigtet harmonisering for etablering af et indre marked for genbrugte byggevarer. Ligeledes åbnes der op for, at der fremadrettet skal udvikles harmoniserede tekniske specifikationer, der skal være gældende for brugte byggevarer iht. CPR.

Byggevareforordningen er udviklet i overensstemmelse med forordningen om miljøvenligt design, ESPR. ESPR udgør den overordnede rammelovgivning, der fastsætter de generelle krav for ydeevne og informationer for alle produkter, der markedsføres på det indre marked. Byggevarer er som udgangspunkt reguleret af CPR, men der kan være ekstraordinære tilfælde, fx hvis CPR vurderes at være utilstrækkelig, at ESPR vil blive anvendt som supplement til reguleringen for byggevarer. Derudover er der nogle energirelaterede produkter, der også er byggevarer, der vil være omfattet af ESPR. For disse byggevarer vil CPR i tillæg kunne være gældende med nogle supplerede krav til ESPR. De energirelaterede produkter gælder fx varmepumper, ventilationssystemer, solcelleprodukter og andre, der er nærmere defineret i ESPR.

Bidrager til bæredygtighedsmål | Cirkulær Økonomi, sundere miljø, klimaneutralitet

Digitalisering: Sikre digital adgang til oplysninger om byggevarer, digital ydeevneerklæring (DoCP), digital produktpas

Engelsk titel: Construction Products Regulation

Type af lovgivning: Forordning. Ikrafttrædelse: 7. januar 2025

Link: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=OJ%3AL_202403110&qid=1734509467150

Standarder

DS/EN 15804, Bæredygtighed inden for byggeri og anlæg – Miljøvaredeklarationer – Grundlæggende regler for produktkategorien byggevarer: Den europæiske standard fastlægger de grundlæggende regler for miljøvaredeklarationer (EPD’er) for byggevarer. Disse regler hjælper med at sikre, at miljøvaredeklarationer er konsistente og sammenlignelige på tværs af forskellige produkter og tjenester indenfor byggebranchen.

Vil du vide mere?

Marika Englén
Marika Englén Konsulent | Consultant
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: mae@ds.dk
T: 39 96 62 16
Alexander Mollan Bohn Christiansen
Alexander Mollan Bohn Christiansen Konsulent | Consultant
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: amc@ds.dk
T: 39 96 62 37