Offentlige indkøb bliver nemmere

19. november 2015

Offentlige indkøb bliver nemmere

Nu bliver det lettere for offentlige indkøbere at stille præcise krav ved udbud - og mere gennemskueligt for virksomheder, hvilke krav de skal leve op til. Med den nye udbudslov kan offentlige indkøbere nemlig stille krav om brug af standarder. Det vil samtidigt øge både konkurrencen og danske virksomheders konkurrencekraft.

- Standarder i offentlige indkøb vil gøre det nemmere for det offentlige at beskrive, hvad de ønsker at indkøbe, og lettere for leverandørerne at udarbejde tilbud. Særligt for små virksomheder kan det være ressourcekrævende og svært at gennemskue kommuner og regioners komplekse udbudsmateriale og ofte varierende krav. Ved at anvende gældende internationale standarder sikrer man, at ordregiver og tilbudsgiver taler samme sprog og er enige om, hvad der stilles krav om, siger Jesper Jerlang, standardiseringsdirektør i Dansk Standard.

Samtidigt vil det blive lettere for virksomheder at byde på opgaver på tværs af kommuner og regioner, fordi standarder gør det muligt at formulere mere gennemskuelige og genkendelige krav. Det betyder, at der kan blive stillet mere ensartede krav fra forskellige ordregivere og i forskellige udbud. Og det kan også være med til at øge konkurrencen, fordi flere dermed får mulighed for at byde på offentlige opgaver.

Den nye mulighed for at stille krav om brug af standarder i udbud kan desuden på sigt få flere danske virksomheder til at anvende internationale standarder - og dermed vil de være bedre stillet på eksportmarkederne.

- Øget anvendelse af standarder vil styrke danske virksomheders konkurrencekraft, både herhjemme og i udlandet. Når det offentlige i højere grad efterspørger internationale standarder i udbud, vil det tilskynde flere virksomheder til at anvende dem, hvilket vil gavne deres eksportmuligheder. Internationale standarder er nemlig ofte og i stadigt stigende grad et krav i markedet, i lovgivningen eller et direkte kundekrav på de internationale markeder, fortæller Jesper Jerlang.  

Dette understøttes af undersøgelser, der viser, at virksomheder, der har høj produktivitet, eksport og vækst, også er virksomheder, der anvender internationale standarder.

Den nye mulighed i loven for at kræve standarder i offentlige udbud er i tråd med Regeringens strategi ”Vækst gennem øget anvendelse af internationale standarder”, der skal øge antallet af virksomheder, som anvender internationale standarder, med 50 % frem mod 2020. Det vil svare til, at omkring 6000 flere virksomheder anvender standarder. 

Den nye udbudslov træder i kraft fra 1. januar 2016.

Kontakt