04. februar 2015
Der er ikke altid uproblematisk, når et patent, skal indgå i en standard. Det kan give patenthaveren en stor markedsmagt, og det må derfor sikres, at denne ikke misbruges til skade for konkurrencen. Både standardiseringsorganisationernes regler og konkurrencereglerne indeholder visse værn mod sådant misbrug – blandt andet kræves det som regel, at deltagerne licenserer eventuelle patenter på ’fair, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår’, når en standard er vedtaget. Men giver det mening? Hvad skal belønningen være?
Ifølge David Telyas, Legal Advisor hos Gorrissen Federspiel, er fastsættelse af netop de vilkår, patentet skal licenseres på, en stor udfordring.
Opstår der uenighed om licensvilkårene, har patenthaveren i princippet mulighed for at nægte, at patentet bliver brugt, men ifølge David Telyas, er det sjældent en farbar vej i sager, hvor patentet indgår i en standard, da det i reglen ender med problemer. Sidste år traf EU-Kommissionen, ifølge David Telyas, afgørelse i to sager mod patenthavere (Samsung og Motorola), der forsøgte, at forbyde brug af deres patenter i relation til en standard, som de var med til at vedtage. I begge sager fandt Kommissionen, at virksomhederne havde misbrugt deres dominerende stilling på markedet ved at søge forbud nedlagt.
Som patenthaver må man være meget varsom med at søge forbud, hvis patentet indgår i en standard, som patenthaver selv har været med til at fastlægge, for det kan ende med, at man bliver dømt for overtrædelse af konkurrencereglerne – i praksis er dette udgangspunktet. Men selvfølgelig skal patenthaverne have en rimelig belønning, og der kan være tilfælde, hvor de virksomheder, der benytter patentet, ikke loyalt har forsøgt at opnå en licens.
David Telyas
Legal Advisor
Gorrissen Federspiel
Som nævnt skal patentet licenseres på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår. Men hvad betyder det, at det skal være rimeligt?
”Ingen ved, hvad det betyder. Det er ”The Million Dollar Question”, som det blev udtrykt på en konference. Det kan simpelthen ikke opstilles på formel, hvad der er rimeligt og ikke-diskriminerende. Det vil altid være svært at værdisætte et patent, og selv om det kan lyde banalt, er det ofte også svært at vurdere, om to virksomheder behandles ens,” siger David Telyas, der via sit arbejde i advokatverdenen kender til de konflikter, der ofte opstår.
Hvis der opstår uenighed, løses de ifølge David Telyas oftest ved hjælp af Konkurrencemyndighedernes indgriben eller standardiseringsorganisationernes egne aftalte tvivlsløsningsmekanismer. Han understreger, at selv om uenighederne har haft stor bevågenhed i medierne i de seneste 6 år, så har der trods alt været relativt få sager i forhold til antallet af standarder.
”Det ændrer ikke på, at det stadig er vigtigt med en metode til at løse de problemer, der opstår, da de kan få fatale konsekvenser for konkurrencen,” siger David Telyas.
Han understreger, at det er vigtigt, at der også bliver fundet en god løsning for patentejerne, da de ellers kan miste incitamentet til at deltage i standardiseringsarbejdet:
Hvis man deltager i standardiseringsarbejdet, er man forpligtet til at offentliggøre sine patenter, hvis de er nødvendige for at kunne udnytte standarden, så de andre deltagere kan tage stilling til, om teknologien i de pågældende patenter skal vedtages i standarden eller ej. Nogle virksomheder er blevet beskyldt for at holde patenterne skjult, og så efterfølgende kræve betaling, men den går altså ikke.
David Telyas
Legal Advisor
Gorrissen Federspiel
Han understreger, at en effektiv løsning på udfordringerne forudsætter, at patentejerne træder ind ad døren for at deltage:
”Det er vigtigt, at patentejerne ikke bliver skræmt væk. For juridisk er det sværere at håndtere dem, der står uden for standardiseringsprocesserne og udelukkelse herfra kan også resultere i dårligere standarder. Man kan som sagt ikke sætte deres licensvilkår på formel. Vi skal sikre en fair balance, vi skal have regler, der giver incitament til at deltage,” siger David Telyas.
