03. juni 2015
Dansk Standard er i år værter for EURAS-konferencen, der i år har fokus på standarders rolle i transatlantisk handel. Konferencen er en af de aktiviteter, som EURAS (European Academy for Standardisation) gennemfører hvert år. Den afholdes den 22.-24. juni 2015 i Dansk Standards lokaler på Göteborg Plads 1, Nordhavn.
”Standarder spiller en stor rolle i handlen mellem lande og er derfor også en væsentlig faktor i de forhandlinger, der foregår mellem USA og Europa om en samhandelsaftale (TTIP). Standarderne kan være med til at skabe et fælles marked gennem enten gensidig anerkendelse eller harmonisering af standarder,” fortæller Dansk Standards konsulent Katrine Bergh Skriver, som til dagligt arbejder med forskning og standarder.
Programmet for konferencen byder blandt andet på indlæg fra en lang række europæiske forskere og en paneldebat, som sætter fokus på standards rolle i TTIP-forhandlingerne. I paneldebatten vil bl.a. standardiseringsdirektør i BSI, Scott Steedman, og præsident for ASTM, James A. Thomas deltage.