29. januar 2016
Således er der i dag over 25.000 gældende standarder i Danmark inden for alt lige fra hospitalshygiejne og miljøledelse til barnestole og vindmøller - og meget, meget mere.
-Jeg er stolt over, at vi er kommet så langt. Nu har vi i 90 år sørget for, at Danmark har et velfungerende standardiseringssystem, hvilket har stor betydning for samfundet og erhvervslivet. I hverdagen tænker vi sjældent over, at der er standarder overalt - selvom mange af dem har stor betydning for os. Tænk bare på de fælles internationale regler for frimærkets placering, konvolutters størrelse, takster og vægtgrænser, som var en af standardiserings historiens første milepæle, siger adm. direktør Anne Hasløv Stæhr.
Dansk Standards rolle er igennem årene blevet mere og mere international ved at være en del af de store internationale organisationer som fx ISO og CEN. Her repræsenterer Dansk Standard danske holdninger og sikrer dansk indflydelse.
- Vi har igennem årene bidraget aktivt i det internationale standardiseringssamarbejde, hvilket har stor betydning for dansk eksport. De internationale standarder har resulteret i alt fra lavere omkostninger for virksomheder pga. forenkling af produktionsprocesser, til højere rengøringskvalitet i sundhedsvæsnet samt minimering af risiko af ulykker, siger Anne Hasløv Stæhr.
Dansk Standard har netop søsat en ny 2020-strategi, der skal sikre, at den nu 90-årige virksomhed tager det næste skridt fremad for bedst muligt at leve op til rollen som Danmarks standardiseringsorganisation.