Danmark i spidsen for udvikling af robotternes ”USB-stik”

11. august 2022

Danmark i spidsen for udvikling af robotternes ”USB-stik”

Danmark skal lede arbejdet med en ny international standard, der skal gøre det nemmere og hurtigere at installere samme værktøj på forskellige robotter.

Til september starter arbejdet med udviklingen af en ny international standard, der skal sørge for, at samme værktøj kan installeres på forskellige fabrikater af robotter. Det betyder, at det ikke længere er nødvendigt at lave specialværktøj til den enkelte robotinstallation.

I spidsen for arbejdet står den danske virksomhed OnRobot, der udvikler forskellige typer af værktøj til robotter.

-Standarden skal hjælpe integratorerne til hurtigere at kunne automatisere. Det har betydning i en globaliseret verden, hvor omstilling i produktionen er nødvendigt i produktionsvirksomhederne. Vi gør klogt i at understøtte mere holistiske løsninger, som kan ibrugtages med en langt lavere teknisk barriere end den, mange oplever i dag, siger Morten Kühnrich, Senior Safety Expert hos OnRobot og leder af den nye arbejdsgruppe.

Ditte Klint Heede, konsulent i Dansk Standard, fortæller, at man i arbejdsgruppen håber, at systemet vil gøre det samme for robotværktøj, som USB-stikket har gjort for computeren.

-Dette nye system vil fungere som et plug and play-system, således at et generisk værktøj vil kunne installeres på forskellige typer og fabrikater af robotter på en nem og sikker måde. Dette vil øge fleksibiliteten i robotapplikationer og sikkerheden i brugen af samarbejdende robotter, fortæller Ditte Klint Heede.

Et indlysende behov

Der har i mange år eksisteret en standard for den mekaniske grænseflade til robotmanipulatorer (ISO 9409-1), som har gjort det nemmere at designe udstyr, der kan flyttes fra robot til robot. Men en tilsvarende standard har ikke eksisteret for den elektriske grænseflade. Her findes der mange forskellige former for tilslutninger og elektriske specifikationer. Netop dette skal standarden hjælpe med at forsimple, så udstyr frit kan udvikles på én robot og idriftsættes på en anden.

Ifølge Lasse Kieffer, investor og formand for Dansk Standards udvalg for robotik (S-850), er det på tide, at den elektriske grænseflade også bliver standardiseret. Han mener, at der er et helt indlysende behov for den nye standard, der gør op med tankegangen om, at man skal udvikle specialværktøjer til sine robotter:

-Væksten i robot-installationer er høj, og vi er nået til et niveau, hvor der ikke er nok robotinstallatører på arbejdsmarkedet. Der er simpelthen ikke nok menneskehænder, og det begrænser væksten. Et standardiseret elektrisk robot-interface vil betyde, at industrien kan installere mange flere robotter med det samme antal mennesker. I mange tilfælde vil integrations-tiden blive mere end halveret, siger Lasse Kieffer.

Danmark har styrkeposition i robotsektoren

Det er vigtigt, at danske virksomheder sidder med ved bordet, når der udvikles standarder inden for robotteknologi. Det sikrer virksomhederne indflydelse og gør, at de kan være på forkant med fremtidens krav. Og fordi vi i Danmark har en høj grad af innovation inden for industrirobotter, giver det ifølge Morten Kühnrich også god mening, at det er os, der står i spidsen for udviklingen af den kommende standard for værktøjsskift på robotter.

-Danmark har klaret sig godt indenfor både udvikling af innovative industrielle robotter og robottilbehør. Vi har en spirende robotklynge bestående af producenter, integratorer og distributører – endda samlet på et lille område. Et stærkt dansk aftryk er med til at sikre det forsatte momentum, og at vi bevæger os i samme retning, siger Morten Kühnrich.

Og standarden for robotværktøj er ikke den eneste standard, som Danmark lige nu er står i spidsen for. Danmark sidder nemlig for bordenden i udviklingen af en ny international specifikation for kollaborative robotter, der skal hjælpe med at teste, hvor hårdt kollaborative robotter rammer et menneske. Den forventes udgivet i starten af 2025.

Få indflydelse på fremtidens standarder for robotteknologi

Dansk Standards udvalg for Robotik (S-850) arbejder med standardisering af robotteknologi, og alle danske virksomheder med interesse herfor kan deltage i udvalget. Som udvalgsmedlem har du mulighed for at deltage i det internationale arbejde på området og få indflydelse på fremtidens standarder for robotteknologi.

Læs mere om udvalget her: Robotik (S-850)

 

Kontakt

Ditte Klint Heede
Ditte Klint Heede EU-politisk seniorkonsulent | EU Policy Senior Consultant
Standardisering | Digital & Bæredygtighed
E: dkh@ds.dk
T: 39 96 62 42

Se også

Hvordan bør kunstig intelligens anvendes i medicinske laboratorier?

12. december 2023

Hvordan bør kunstig intelligens anvendes i medicinske laboratorier?

Fremover kan kunstig intelligens (AI) hjælpe laboratorier med hurtigere og mere præcise analyser og resultater. Et kontinuerligt flow af nye data kan endda forbedre den kunstige intelligens’ ydeevne, især ved metoder hvor man benytter maskinlæring...

Webinar: Sådan håndterer du bias i kunstig intelligens

09. maj 2023

Webinar: Sådan håndterer du bias i kunstig intelligens

Se eller gense dette webinar, hvor du får du en introduktion til en ny guide fra Dansk Standard, der kan hjælpe med at håndtere bias i kunstig intelligens.

Undgå blinde vinkler i dine algoritmer

20. april 2023

Undgå blinde vinkler i dine algoritmer

Ny vejledning skal hjælpe virksomheder og kommuner med at undgå diskrimination ved brug af kunstig intelligens.

Danmark har en styrkeposition inden for AI

08. marts 2022

Dansk styrkeposition inden for AI giver gode forudsætninger for at tage næste skridt

Danmark har nogle af de bedste uddannelsesinstitutioner inden for kunstig intelligens (AI) i Europa, vi går forrest i udviklingen af standarder på området, og mange virksomheder eksperimenterer med det. Derfor er Danmark godt rustet til at anvende...