Kursus

DS-universet - Standardisering og europæisk lovgivning – hvordan hænger det sammen?

Dette kursus dækker flere vigtige emner inden for standardisering. Du vil få indsigt i international standardisering og forstå sammenhængen mellem europæisk og international standardisering.

Oversigt 

Kurset vil også belyse, hvordan europæisk standardisering hænger sammen med lovgivning, og hvordan produktstandarder kan hjælpe virksomheder med at tilpasse sig nye regulatoriske krav, såsom bæredygtighed.

På kurset vil du få indsigt i hvordan CEN, den europæiske standardiseringsorganisation, efter aftale med EU-Kommissionen, udvikler standarder, der understøtter den grønne omstilling i Europa. Vi vil også berøre hvordan den internationale standardiseringsorganisation ISO igennem udviklingen af fælles branchestandarder skaber en platform for international handel.

Du får på den baggrund praktisk viden om processerne i europæisk standardisering, og hvordan du som deltager får størst mulig indflydelse i standardiseringsarbejdet. En viden, som du kan anvende indenfor dit fagområde, og på den måde styrke din virksomheds markedsposition og modstandsdygtighed ved at være på forkant med den europæiske og internationale udvikling.

Kurset giver dig overblik, indsigt og viden om

  • Sammenhængen mellem EU-lovgivning og europæisk standardisering
  • Udviklingen af fælles internationale branchestandarder i ISO
  • Eksempler, regler og procedurer for standardiseringsarbejdet som et led i den grønne omstilling
  • Hvordan din virksomhed kan drage nytte af deltagelse i det europæiske og internationale standardiseringsarbejde, til at styrke jeres markedsposition og modstandsdygtighed

Målgruppe

Seminaret er relevant for alle, der arbejder med eller interesserer sig for standarder – med et særligt fokus på det europæiske område.

Undervisere

Marika Englén er standardiseringskonsulent i Dansk Standard, der hovedsageligt arbejder med bæredygtigt byggeri. Marika driver blandt andet standardiseringsudvalg, der arbejder med initiativer og aktiviteter omkring udvikling af euro-pæiske og internationale standarder indenfor LCA-beregninger på bygningsniveau og produktniveau. Derudover fungerer Marika som sekretariat for en europæisk arbejdsgruppe, der er i gang med at skrive en rammestandard indenfor cirkulær økonomi i byggeriet.

Nina Kjar er standardiseringskonsulent i Dansk Standard. Nina faciliterer standardiseringsudvalgene og videreformidler deres input til de europæiske og internationale standardiseringsorganisationer (heriblandt ISO, CEN og IEC). Grupperne består af repræsentanter fra danske virksomheder, offentlige institutioner og interesseorganisationer, som gerne vil have indflydelse på og viden om udviklingen af europæiske og internationale standarder. Nina arbejder desuden med initiativer og aktiviteter omkring udviklingen af europæiske og internationale standarder indenfor kvanteteknologi.

Kim Michael Christiansen er seniorkonsulent på miljø- og bæredygtighedsområdet i Dansk Standard, hvor han har fokus på EU-lovgivning, strategisk udvikling og formidling indenfor bl.a. ecodesign, plast, tekstiler og life science. Kim Michael har oprindelig en baggrund fra Miljøministeriet, og har siden arbejdet som miljøattaché på den danske EU-repræsentation i Bruxelles samt som rådgiver for det Europæiske Miljøagentur. Han har desuden haft en række ledende stillinger i danske og europæiske brancheorganisationer indenfor kemikalier, plast og life science.

Dato for afholdelse

Der er et problem med at hente datoer på nuværende tidspunkt. Kontakt venligst kurser@ds.dk.