Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, Bygningsdirektiv, EPBD

Bygningsdirektivet, hvis engelske titel også forkortes ’EPBD' fastlægger grundlæggende rammer for reduktion af emissioner og energiforbrug i bygninger i hele EU.

Målet i det senest reviderede Bygningsdirektiv, der blev offentliggjort i 2024, er at styrke Europas energiuafhængighed, energieffektivisering, omlægning af energiforsyningen til vedvarende energi og at gøre nulemissioner til standard for nye bygninger. EPBD indeholder mål for reduktion af bygningers samlede energiforbrug, der tager hensyn til særlige nationale forhold, og stiller krav til at forbedre bygningers indeklima frem mod 2050.

Det er op til medlemslandene at opstille mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne og opstille foranstaltninger, for at opfylde de nationale mål. Nogle af de væsentligste mål og bestemmelser i EPBD inkluderer:

  • Alle nye beboelsesejendomme og erhvervsbygninger skal være nulemissionsbygninger, dvs. ikke udlede emissioner fra fossile brændstoffer på stedet fra 2028 for offentligt ejede bygninger og fra 2040 for alle andre nye bygninger.
  • Reduktion af det gennemsnitlige primærenergiforbrug i beboelsesejendomme med 16 % senest i 2030, der vil stige til 20-22 % i 2035.
  • Renovering af 16 % af de erhvervsejendomme med dårligst ydeevne senest i 2030, der vil stige til 26 % i 2033.
  • Indførelse af en styrket standard for ’nulemissions bygninger’ og beregningsmetode for det globale opvarmningspotentiale igennem en bygnings livscyklus (gælder for nye bygninger).
  • Gradvis udfasning af fossile brændstoffer fra opvarmning i bygninger inkl. kedler.
  • fremme renoveringer med særligt fokus på bygninger med dårligst ydeevne og krav til at medlemsstaterne udvikler nationale bygningsrenoveringsplaner.
  • Indførelse af et bygningsrenoveringspas.
  • Dataindsamling og -deling for at styrke viden og informationer om energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse.

Bidrager til bæredygtighedsmål for klimaneutralitet

Digitalisering: Understøtter digitalisering af energisystemer til bygninger, øget digitalisering af energimærker og et digitalt renoveringspas.

Engelsk titel: Energy Performance of Buildings Directive

Type af lovgivning: Direktiv (EU) 2024/1275. Ikrafttrædelse: 28. maj 2024

Link: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX:32024L1275

Standarder

Nedenstående standard er under revision.

DS/EN 15978, Bæredygtighed inden for byggeri og anlæg – Vurdering af bygningers miljømæssige kvalitet – Beregningsmetode: Standarden angiver beregningsmetoden, baseret på livscyklusvurderinger og andre miljødata for fastlæggelse af den miljømæssige ydeevne af en bygning. Standarden angiver også, hvordan resultatet af vurderingen rapporteres og kommunikeres.

Standarden refereres både i EU’s Bygningsdirektiv og i det danske Bygningsreglement, BR18.

Energy Performance of Building Standards

En serie af standarder til vurdering og beregning af bygningers energimæssige ydeevne, der har til formål at understøtte implementeringen af EPBD. Hver standard i serien har en skabelon til udvikling af et nationalt anneks, der skal være tilgængelig for at medlemsstaterne kan skræddersy en metode, der passer til deres nationale situation

EU-Kommissionen anmodede den europæiske standardiseringskomité, CEN, om at udvikle en række standarder - også kaldet Energy Performance of Buildings standards (EPB-standarder), der blev udviklet i perioden 2012-2017 til vurdering af bygningers energimæssige ydeevne. Flere af standarderne er udviklet i samarbejde med ISO. Der er p.t. et større revisionsarbejde i gang for EPB standard-serien. I det reviderede EPBD nævnes flere af EPB-standarderne, som medlemsstaterne kan anvende, når de fastsætter deres nationale beregningsmetoder. Standarderne inkluderer:

DS/EN ISO 52000-1, Bygningers energieffektivitet – Overordnet EPB-vurdering – Del 1: Generelle rammer og procedurer

EPB rammestandard for EPB-vurdering. Standarden fastsætter en systematisk struktur for vurdering af nye og eksisterende bygningers energimæssige ydeevne. Standarden kan anvendes til at vurdere en bygnings generelle energiforbrug gennem måling eller beregning og bruges til beregning af den energimæssige ydeevne ift. primærenergi.

DS/EN ISO 52003-1, Bygningers energieffektivitet – Indikatorer, krav, vurderinger og certifikater – Del 1: Generelle aspekter og anvendelse på den samlede energieffektivitet: Indeholder en vejledning til anvendelse af EPB-standarderne til forskellige formål. Standarden beskriver relationen mellem EPB-indikatorer og EPB-krav og EPB-bedømmelser.

DS/EN ISO 52010-1, Bygningers energieffektivitet – Ydre klimaforhold – Del 1: Omregning af klimatiske data til energiberegninger: Standarden beskriver procedurer for vurdering af nødvendige klimatiske data som generelt input eller grænseværdi for elementer i energiberegningen, fx inputs til energi og dagslysberegninger for bygningselementer som tage, facader, mv.

DS/EN ISO 52016-1, Bygningers energieffektivitet – Energibehov til opvarmning og afkøling, inde temperaturer og mærkbare og latente varmbelastninger – Del 1: Beregningsprocedurer: Beskriver beregningsmetoder for indvendige temperaturer og energibehov for opvarmning og køling af en bygning.

DS/EN ISO 52018-1, Bygningers energieffektivitet – Indikatorer for EPB-delkrav forbundet med varmeenergibalance og bygningsegenskaber – Del 1: Oversigt over muligheder

Omhandler brug af EPB-indikatorer som krav i relation til den termiske balance i bygninger. Den termiske balance vedrører opvarmnings- og kølebehov.

Vil du vide mere?

Marika Englén
Marika Englén Konsulent | Consultant
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: mae@ds.dk
T: 39 96 62 16
Alexander Mollan Bohn Christiansen
Alexander Mollan Bohn Christiansen Konsulent | Consultant
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: amc@ds.dk
T: 39 96 62 37