
04. marts 2025
S’et i ESG står for social dvs. de sociale faktorer i virksomheden. Det indbefatter områder som medarbejderrettigheder, arbejdsforhold, ligestilling, samfundsengagement og relationer til interessenter. Alt sammen emner, som Facility Management-organisationer i stigende grad både er optagede af og skal indsamle data på.
”S’et er både vigtigt i FM-organisationernes eget arbejde, men selvfølgelig særligt i de fysiske rammer og servicer, de stiller til rådighed for fx medarbejdere i en kontorbygning. Er der fx lige adgang for alle, og stiller man faciliteter til rådighed, der fordrer et godt arbejdsmiljø?” siger Helle Lohmann Rasmussen, direktør i Dansk Facilities Management (DFM), og fortsætter:
”FM-organisationen er typisk også en meget stor indkøber, og her er det selvfølgelig også afgørende, at man sikrer sig, at man lever op til ansvar og ambitioner for S’et i fx indkøb af rengøringsydelser eller noget så simpelt som indkøb af kaffe og te.”
Der er med andre ord mange aspekter i relation til S’et, som FM-organisationen kan påvirke i en positiv retning, og her kan der være god hjælp og systematik at hente i standarder. De giver retningslinjer og rammer, der understøtter ansvarlig adfærd og dermed forbedrer virksomhedernes praksis inden for det sociale.
ESG står for Environmental (miljømæssige forhold), Social (sociale forhold) og Governance (ledelsesmæssige forhold) og bruges til at se nærmere på organisationers bæredygtighed og ansvarlighed.
Sociale forhold handler overordnet om alt fra arbejdsvilkår, trivsel og diversitet til organisationers sociale ansvar internt, i forhold til omverdenen og i værdikæden.
De sociale aspekter af en organisation dækkes af et bredt felt af standarder, og Dansk Standards udvalgsansvarlige for Facility Management, Merete Westergaard Bennick, har følgende råd:
”Vil man fx fokusere på ligestilling og mangfoldighed på arbejdspladsen, kan man anvende standarden DS 5001, Ledelsessystemer for ligestilling og diversitet – Krav og vejledning. Ønskes et fokus på effektiv drift fx ved valg af de ”rigtige” leverandører og på optimering af ressourceforbrug, herunder reduktion af spild, kan man inspireres af ISO 41012 Facility management – Vejledning i strategisk sourcing og udarbejdelse af aftaler.”
Merete Westergaard Bennick fortæller, at der inden for det samfundsmæssige område desuden findes standarder som ISO 26000, Vejledning i samfundsmæssigt ansvar, ISO 37101, Bæredygtig udvikling af samfund – Ledelsessystem for bæredygtig udvikling – Krav med vejledning i brug og ISO 37001 Ledelsessystemer for anti-bestikkelse – Krav og vejledning, som er lavet for at sikre transparens og etisk forretningspraksis.
I Dansk Facilities Management opleves en stigende interesse for S’et, og DFM har bl.a. cases i eksempelsamlingen ’FM Bæredygtig Casesamling’ samt i webinarer og medlemsarrangementer. Omvendt er interessen for at stille sig frem og fortælle om ens egne erfaringer med de sociale aspekter og tiltag generelt ikke stor, siger Rikke Soede, faglig sekretær i DFM’s bæredygtighedsudvalg, og fortsætter:
”Vi tolker det bestemt ikke som et tegn på, at der ikke sker noget på S’et ude i organisationerne, tværtimod. Men vi tager det som et tegn på, at mange oplever, at de ikke er nået langt nok, eller at de ikke har fundet den helt rigtige systematik, som de vil vise frem.”
Sociale forhold inden for Facility Management omfatter blandt andet inklusion i bygninger, hvor der tages højde for mennesker med forskellige behov.
Derudover dækker det fx over godt indeklima, sikkerhed og arbejdsmiljø, social ansvarlighed i leverandørvalg, ansættelse af udsatte grupper, brugerinddragelse, fællesskaber, mental sundhed og fleksible arbejdspladser.
Tiltagene bidrager til et mere ansvarligt og bæredygtigt arbejdsmiljø for både medarbejdere og brugere af bygninger.
Men hvad kan så hjælpe organisationerne på vej?
”Der er helt sikkert hjælp at hente i standarderne fra Dansk Standard. De kan hjælpe med at få det grundlæggende på plads mht. sprog og definitioner, og man kan plukke det, som er mest relevant,” siger Susanne Balslev Nielsen, seniorchefkonsulent for bæredygtig FM i Rambøll og formand for det danske standardiseringsudvalg for Facility Management, S-392.
Vil man arbejde mere systematisk og på tværs af virksomheden, har hun følgende anbefaling:
”ISO 9001 for kvalitetsledelse er kendt af mange, men til en FM-organisation vil jeg klart anbefale ISO 41001 Facility Management – Ledelsessystemer – Krav med vejledning i brug. Den kan rumme ESG-mål, har samme systematik som andre ledelsesstandarder og er lavet netop til FM-organisationer. Hvis man er en S-taskforce, kan man bruge standarden til at få styr på målsætninger, prioriteringer, roller og ansvar, processer og dokumentation”.
Susanne Balslev Nielsen forklarer videre, at får man som organisation også en certificering af en ekstern auditor, har man et bevis for, at man ikke bare har lavet enkeltstående ESG-indsatser, men at man er lykkedes med at opbygge en systematisk indsats og har et fungerende ledelsessystem. Det er enkelt at kommunikere til interessenter og kan åbne døre for nye samarbejder med fx borgere, kunder og leverandører.
”Jeg vil helt klart anbefale, at man får sit faglige grundlag på plads ved hjælp af relevante standarder, som typisk også indeholder en hel masse tips og tricks i form af gode eksempler i bilagsdelen. Jeg bruger selv standarderne til at strukturere et projekt eller tydeliggøre en organisering, når jeg rådgiver kunder. Det vigtigste er at komme godt i gang – og dernæst at blive ved med at forbedre sig,” afslutter hun.
AP Pension anvender standarden for ligestilling og diversitet til at skabe systematik, styrke engagementet og inspirere til en mere inkluderende fremtid.
Dansk Standard støtter DI's Diversitetsløfte for at understrege organisationens strategiske fokus på ligestilling og diversitet.
Vi er langt fra i mål med ligestilling og diversitet på arbejdsmarked – både i de private og offentlige sektorer. Derfor har Dansk Standard i samarbejde med 20 andre organisationer og virksomheder udviklet en standard for ligestilling og diversite...
Med Danmark i spidsen har ISO og UNDP netop lanceret en ny international guide, der skal hjælpe virksomheder med at integrere FN’s verdensmål direkte i deres forretningsstrategier og daglige beslutninger. Målet er at skabe reel forandring både int...