Data og digitalisering får betydelig rolle i den bæredygtige udvikling

09. oktober 2024

Data og digitalisering får betydelig rolle i den bæredygtige udvikling

Bæredygtighed får større fokus i bygge- og anlægsbranchen, og det er en nødvendighed, hvis vi skal nå EU’s klimamål i 2050. Men for at skabe de bæredygtige forandringer er der er behov for øget digitalisering samt strømlinede metoder og værktøjer – nogle findes allerede, mens andre er undervejs.

Bragt i Teknik og Miljø nr. 6

I bygge- og anlægsbranchen er der optimisme og velvilje for at skabe bæredygtige forandringer, men det er ikke noget der sker over natten og i en hverdag, hvor fokus først og fremmest er på at skabe sikre og sunde bygninger, der er fremtidssikrede.

Samtidig kræver den bæredygtige forandring øget digitalisering samt strukturering og organisering af data, da det kan hjælpe branchen med at strømline dokumentationen for bygningers livscyklus – lige fra krav til materialer, til selve byggeprocessen, til brugsfasen – og til håndtering af affald og recirkulering af byggematerialer.

- Vi kan komme rigtig langt i bygge- og anlægsbranchen, hvis vi taler det samme sprog. Og det kan data og digitalisering hjælpe os med, fortæller Alexander Mollan Bohn Christiansen, konsulent i Dansk Standard, der driver forskellige udvalg inden for byggeriet.

Der findes allerede nogle metoder og værktøjer, som kan hjælpe branchen med at tale samme sprog, mens andre er under udvikling.

- Kommunerne har gode muligheder for at skabe forandring, da de som landets største offentlige bygherrer, har en central rolle i at fremme bæredygtigt byggeri gennem udbud og kontrakter, hvor de kan stille krav til materialer, energieffektivitet, affaldshåndtering og genbrug. Det kræver dog, at branchen er enige om, hvilke informationer man har behov for på tværs af aktører og platforme. Det vil øge kvalitet, transparens og innovation i byggeprocessen samt bidrage til mere bæredygtige bygninger, uddyber Alexander Mollan Bohn Christiansen.

BIM-praksis og -standarder som konkret metode

Den danske byggebranche har i mange år anvendt en praksis, der hedder BIM (Building Information Modelling), som er en digital metode til at modellere, analysere, designe og styre byggeprojekter. BIM-modeller indeholder detaljeret information om bygningens komponenter og deres egenskaber. BIM kan anvendes til at optimere byggeprocessen, reducere fejl og øge produktiviteten.

I 2007 trådte første IKT-bekendtgørelse i kraft, hvilket har været en af hjørnestenene i det digitale byggeri i Danmark. Formålet med bekendtgørelsen var at sikre en ensartet og effektiv digital udveksling og organisering af data i byggeriet. Den stiller krav til brugen af digitale modeller, fælles dataformater og samarbejde mellem byggeriets aktører. På den måde har aktører i byggebranchen mulighed for at vurdere og kvalificere informationer, som kan være med til at reducere overarbejde, ventetid, fejlleverancer mv.

- I Danmark har vi en god BIM-praksis. Men pga. tidligere bekendtgørelser stemmer vores praksis ikke overens med den, der bliver anvendt i Europa. Den danske byggebranche bør derfor forholde sig til de europæiske BIM-standarder og sørge for at tilrette deres praksis med den europæiske, siger Alexander Mollan Bohn Christiansen.

BIM-standarderne DS/EN ISO 23386 og DS/EN ISO 23387 bruges som et fælles sprog til at samarbejde med værdikæder på tværs af Europa. Derudover er de tilpasset EU’s grønne pagt REACH, CPR osv. Formålet med standarderne er at gøre bygherrer klar til de kommende forordninger, som stiller krav til, hvilken digital dokumentation og data, der skal leveres.

- Og her kommer man ikke uden om vigtigheden af standarder, uddyber Alexander Mollan Bohn Christiansen.

Byggematerialers digitale produktpas

I 2020 vedtog Europa-Kommissionen en grøn pagt, også kaldet Green Deal, der skal gøre Europa til det første klimaneutrale kontinent. Som en del af denne strategi har EU også lanceret en ny plan for cirkulær økonomi, Circular Economy Action Plan. Planen har til formål at fremme en mere bæredygtig produktion og forbrug af varer, herunder byggematerialer og -produkter.

Et af de centrale elementer i denne plan er udviklingen af et digitalt produktpas. Et digitalt dokument, der giver detaljerede oplysninger om et produkts egenskaber, herunder:

  • materialer
  • produktionsproces
  • brugsanvisninger
  • vedligeholdelsesinstruktioner
  • information om genbrug og miljøpåvirkning

Formålet med det digitale produktpas er at forbedre et produkts sporbarhed, kvalitet og bæredygtighed gennem hele dets livscyklus. Det bliver den virksomhed, der får det færdige produkt på markedet, der har ansvaret for at få oprettet produktet i det digitale produktpas. Derfor er det vigtigt at kende sin værdikæde godt, så man kan få den nødvendige data fra sine underleverandører. Produktpasset stiller også store krav til interoperabilitet, hvilket betyder, at systemerne kan samarbejde og udveksle data effektivt.

Bliv klar til EU-krav

Det digitale produktpas og BIM-standarder kan skabe en mere gennemsigtig, effektiv og bæredygtig byggeproces af:

  • Integration af information: Ved at basere det digitale produktpas på eksisterende BIM-standarder kan al relevant information om materialer og produkter samles i modeller, der kan snakke sammen. Det gør det lettere at finde, dele og bruge informationen.
  • Materialesporing og bæredygtighed: Dokumentation af materialers oprindelse og miljøpåvirkning i det digitale produktpas sikrer sporbarhed gennem hele livscyklussen for en bygning. BIM-modeller kan integrere denne information, hvilket kan fremme genbrug og korrekt affaldshåndtering.
  • Effektiv vedligeholdelse og drift: Digitale instruktioner omkring vedligeholdelse og produktlevetid kan gøre det lettere at planlægge og udføre vedligeholdelsesopgaver samt kan følge bygningen gennem dens levetid.


Kontakt

Alexander Mollan Bohn Christiansen
Alexander Mollan Bohn Christiansen Konsulent | Consultant
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: amc@ds.dk
T: 39 96 62 37

Se også

Ny EU-byggevareforordning vedtaget

07. november 2024

Ny EU-byggevareforordning vedtaget

Den nye forordning bliver snart offentliggjort og sætter fokus på digital overvågning og cirkulær økonomi i byggesektoren.

Vi skal dele vores løsninger med genbrug

11. oktober 2024

Vi skal dele vores løsninger med genbrug

Fremover skal byggebranchen kunne genbruge bærende bygningsdele fra nedrevne bygninger. Og her bliver dokumentation, samarbejde, koordinering og standarder nødvendige – både for at kunne nedtage bygningsdele og for at kunne genbruge elementerne.

MT Højgaard Danmark: Vi ser en betydningsfuld interesse og villighed til dialog om taksonomien

26. august 2024

MT Højgaard Danmark: Vi ser en betydningsfuld interesse og villighed til dialog om taksonomien

Hos MT Højgaard Danmark oplever man både muligheder i de nye krav i EU-taksonomien samt et øget fokus på bæredygtighed i byggebranchen.

Se eller gense webinar om mere bæredygtig renovering

11. juni 2024

Se eller gense webinar om mere bæredygtig renovering

Bliv introduceret til den europæiske standard for mere bæredygtig renovering, og hvordan standarden kan bruges til at sikre, at eksisterende bygninger renoveres på en mere bæredygtig måde. Få også en introduktion til Svanemærkets krav til renoveri...